lørdag den 16. februar 2013

Koldhævede boller



Disse boller er meget nemme at lave og jeg laver dem flere gange om ugen, men de er aldrig ens fra gang til gang, da jeg varierer meltyper og fyld.

Dejen er som udgangspunkt beregnet til at hæve i køleskabet natten over, men kan sagtens laves samme dag, den skal bruges, så hæver den bare ved stuetemperatur og der kan evt. bruges lunkent vand i stedet for koldt.
Hvis man ikke vil bage alle boller på én gang, kan dejen holde sig i køleskabet i 2-3 dage.


16-20 boller

7,5 dl. koldt vand
25 g. gær
1 tsk. salt
1 spsk. sukker eller honning
mel (en god portion hvedemel, men ellers en blanding af forskelligt fx havregryn, speltmel, fuldkornsmel, sigtemel, grahamsmel)
evt. fyld af fx revet æble eller æblemos, revne gulerødder, rosiner, tørrede tranebær eller abrikoser, 1 most banan eller andet, som man tænker kunne være lækkert. Nogle gange kommer jeg også lidt kardemomme og kanel i.

Gæren opløses i vandet og sukker og salt tilsættes.
Hvis der skal noget fyld i, plejer jeg at komme det i nu.
Mel tilsættes - jeg plejer at starte med de grove typer fx grahamsmel og havregryn, hvorefter jeg tilsætter hvedemel hen ad vejen, mens jeg rører, indtil dejen har opnået en forholdsvis fast konsistens, men stadig er klistret. Dejen skal ikke æltes på bordet, men der røres rundt så lang tid, man orker, hvorefter skålen dækkes til og stilles i køleskabet indtil næste dag.
Dejen fordeles med en spiseske, der løbende bliver dyppet i koldt vand, på et par bageplader - jeg plejer at få 16-20 boller ud af det.

Bollerne hæver mens ovnen varmes op til 200 grader (varmluftsovn), hvorefter bollerne bages 20-25 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar