Pizza er altid lækkert og et sikkert hit hos børnene, som selv kan være med til at lave deres egen pizza, med det fyld, som de har lyst til.
Her er den grundopskrift, som vi altid bruger til dejen. Der er nok til 3 store runde pizzaer, selvfølgelig afhængig af, hvor tynd en bund man ønsker.
Nogle gange bruger vi ikke al dejen til pizza, men ruller i stedet det sidste dej ud og smører tomatsauce på og laver pizzasnegle deraf.
Pizzadej:
6 dl lunkent vand
50 g. gær
1/2-1 tsk. salt
ca. 300 g. grahamsmel
ca. 600 g. hvedemel
Gæren røres ud i vandet sammen med salt. Melet tilsættes - pas på, at dejen ikke bliver for tør.
Dejen æltes godt igennem og hæver efterfølgende i ca. 30 minutter.
Dejen deles i det antal pizzaer, man ønsker, og rulles tyndt ud.
Det ønskede fyld kommes på og pizzaerne bages i en forvarmet ovn på 200 grader 15-20 minutter indtil de er gyldne og med sprød bund.
Vi plejer at varme ovnen op til 230 grader med pladerne i. Når ovnen er varm tages pladerne ud af ovnen og de klargjorte pizzaer (lavet klar på bagepapir) rykkes hurtigt over på de varme plader og sættes i ovnen. Temperaturen skruer vi ned til 200 grader, når pizzaerne kommer ind, da vi gerne bager 2-3 pizzaer ad gangen, og der synes vi, at en lidt lavere temperatur fungerer bedst.
Tomatsauce:
1 dåser flåede/hakkede tomater
1 dåse (stor eller 2 små) tomatpuré
1 tsk sukker
1/2-1 tsk tørret oregano
salt, peber
Alle ingredienserne røres sammen i en skål og står og trækker, mens dejen hæver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar